Ny bog: Big Brother 2.0

Danmark er et overvågningssamfund. Rundt omkring i landet hænger 350.000 overvågningskameraer. Information om vores brug af telefon, internet og mailkorrespondance bliver gemt af myndighederne. Og det bliver stadig mere udbredt at identificere os ved hjælp af kropslige kendetegn som fingeraftryk, gangart og ansigtsstruktur.

Big Brother 2.0 beskriver centrale kendetegn ved det danske overvågningssamfund, og bogen diskuterer de udfordringer, som dette samfund stiller os. Samlet set er pointen, at vi ikke må forholde os naivt til overvågningen; dertil rummer den alt for store risici. Men omvendt skal vi også tøjle vores paranoia. Overvågning er nødvendig for, at et samfund kan hænge sammen, og der er tætte forbindelser mellem omsorg og overvågning. Opgaven er derfor hverken at omfavne eller afvise overvågning, men at lære at bruge den rigtigt.

Big Brother 2.0 kan købes her.

Find Holger – også en anden gang

Vi fandt Holger! Solstrålehistorien om den 3-årige dreng, der gik sin vej og siden blev fundet igen, er gået verden rundt. Den gode nyhed giver anledning til at tænke over, hvorfor vi egentlig fandt Holger uskadt?

Vi fandt Holger uskadt, fordi politiet, hjemmeværnet, helikoptere og frivillige bidrog med en stor indsats. Men det varede 24 kolde, mørke timer. Så Holgers redning skyldes ligeså meget den nu berømmede dynejakke, som hans mor havde lynet i ryggen. Det er nok en måde at tage jakke på, som fremover vil danne mode i børnefamilier.

Den lykkelige udgang på historien var altså usandsynlig tilfældig. Det kunne nemt være gået helt galt.

Vi kunne dog også have fundet Holger uskadt på en anden måde. Med GPS. Hvis drengen havde haft en mobiltelefon på sig eller et andet produkt med såkaldt lokationsteknologi. Så ville det have været en smal sag hurtigt at finde ham.

Det er velkendt, at teknologi ikke altid virker efter hensigten. Det ved alle, der tænder en computer hver morgen. Eller har taget toget for nylig. Sådan er det også med GPS-teknologier. De skal lades op, de går i stykker, og nogle gange kan de ikke finde satellitterne. Disse tekniske drillerier er et vilkår, vi må leve med.

Men krænker en GPS Holgers privatliv? Er den slags et skridt på vej mod et uønsket Big Brother-samfund? Det korte svar er nej. Det er det ikke. Vi skal huske, at overvågning ikke kun er et nødvendigt onde, vi bruger til at fange kriminelle. Overvågning handler ligeså meget om omsorg. At våge over.

Alle mennesker har ret til et privatliv – også selvom de har rent mel i posen. Helt almindelige, kedelige mennesker uden dunkle hemmeligheder må stadig godt have en privatsfære. Men vi må overvåge små børn, når vi drager omsorg for dem. De kan ikke klare sig uden hjælp. Det er derfor, vi holder dem i hånden, når de skal over vejen. Og derfor de ikke kan være alene hjemme, når de er små. De har simpelthen brug for, at vi holder øje med dem.

Og det kan lokationsteknologier hjælpe med. Hverken mere eller mindre. På godt og ondt. Det er ikke en livsforsikring, for det er ikke altid, den slags virker. Men der er for mig at se ikke umiddelbart nogle etiske problemer ved at holde øje med sine små børn. Tværtimod. Vi skulle jo gerne finde Holger – også en anden gang.

Workshop (opdateret)

Overvågningsdrømme
- overvågningsteknologier og deres fremtidsskabende potentialer.

Forestillinger om overvågningsteknologiers fremtidige effekter spiller en væsentlig rolle for, hvordan vi forholder os til dem i dag. F.eks. er teknologier som videoovervågning, dna og kropsscannere på den ene side knyttet til forestillinger om et mere sikkert og trygt samfund og på den anden side til forestillinger om et ufrit overvågningssamfund. Sådanne forestillinger er med til at forme teknologianvendelsen – ligesom teknologierne er med til at forme forestillingerne.

På denne workshop undersøger vi fra forskellige vinkler forholdet mellem fremtidsforestillinger og overvågningsteknologi. Vi vil f.eks. diskutere spørgsmål som:

• Hvilken virkninger forestilles bestemte overvågningsteknologier at have og på hvad?
• Hvor kommer disse forestillinger fra og hvilke effekter har de?
• Hvordan og på hvilke præmisser bliver visse fremtider fremstillet som ønskværdige, mens andre som dem man bør undgå?

Workshoppen organiseres som fire præsentationer med tid til diskussion samt en afsluttende paneldebat.

Der er mulighed for, at tidsskriftet STS Encounters vil publicere et temanummer på baggrund af workshoppen.

Workshoppen er en del af forskningsprojektet Overvågning i Danmark.

Arrangør: Forskningsprojektet ”Overvågning i Danmark”

Dato: 7/12 2010

Sted: Institut for Informations- og medievidenskab, AU

Betaling: Muligvis et mindre beløb til dækning af frokost, kaffe etc.

Tilmelding: Ask Risom Bøge imvarb@hum.au.dk Bemærk at deltagerantallet er begrænset.

Diskussionsoplæg:

Peter Lauritsen: Big Brother 2.0 – Om forventninger til overvågning og overvågningsforskning.

Ole B. Jensen: Transit Surveillance and the production of the mobile subject.

Rikke Schubart: Surveilling Suspicious Bodies at Home and in War.

Kristin Veel: Calm Surveillance – forestillinger om allestedsnærværende overvågningsteknologi.

Christopher Gad: Præventive potentialer – populærkulturelle forestillinger om overvågning.

Hent program for workshoppen i pdf format.

Overvågningsforskning er ikke mulig

Folketinget behandler i disse dage et lovforslag, som giver boligforeninger mulighed for at overvåge udendørs arealer. I forbindelse med forslagets behandling har SFs retsordfører spurgt Justitsministeren, om ikke det var på sin plads at få lovens virkninger evalueret, når der er gået lidt tid. Jusitsministerens svar er afvisende: Han vil ikke tage initiativ til evalueringer. For overvågningsforskere er begrundelsen interessant.

Justitsministerens svar indledes med  følgende bemærkning:

“Det bemærkes indledningsvis, at der – som anført i afsnit 3.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget – allerede i dag findes adskillige forskningsresultater om effekten af tv-overvågning.”

At der findes forskningsresultater om videoovervågningens effekter er rigtigt. Men svaret undlader at nævne, at der ikke findes danske undersøgelser, og at den internationale forskning viser, at videoovervågning ikke har væsentlige kriminalpræventive eller tryghedsskabende effekter. Tager man disse forhold i betragtning burde det være helt naturligt, at den stigende brug af videoovervågning i Danmark blev fulgt af intensiv forsknings- og evalueringsaktivitet.

Den anden del af begrundelsen for at afvise en evaluering er metodisk. I Justitsministerens svar står:

“Det bemærkes hertil, at det vil være forbundet med store vanskeligheder af metodemæssig karakter at undersøge effekten af denne udvidelse af adgangen til at tv-overvåge, da der vil være tale om geografisk meget spredte tiltag, hvor effekten af eventuelle øvrige lokale tiltag også kan influere og derfor bør kortlægges. En sådan undersøgelse, som også skal inkludere en eventuel flytteeffekt, vil være meget ressourcekrævende og risikerer samtidig at give resultater, som ikke med sikkerhed kan tolkes.”

Med andre ord er det – i følge Jusitsministeren – næsten umuligt at undersøge effekterne af boligforeningernes brug af videoovervågning (som jo netop er det lovforslaget handler om).

Det er selvfølgelig forbundet med visse udfordringer at lave effektundersøgelser, der præcist afdækker kameraernes virkninger. Men effektundersøgelserne er også kun én vej at gå blandt flere mulige – forskning kan laves på forskellige måder og med forskellige metoder. Og selvfølgelig er der en principiel mulighed for, at man får resultater “som ikke med sikkerhed kan tolkes.” Men det kan ikke være en begrundelse for en afvisning. Det er tværtimod et grundvilkår for al forskning, og der er vel ingen der forestiller sig, at man skal opgive f.eks. medicinsk forskning, fordi den ikke altid kan levere helt entydige resultater. Når det er sagt, er der nu ikke noget der tyder på, at overvågningsforskningen ikke kan levere troværdige resultater, som udmærket kunne kvalificere debatten om brug af videoovervågning på udendørs arealer i Danmark. I både Sverige og England findes der gode, informative evalueringer af videoovervågningens effekter. Og når de kan i udlandet, så kan vi vel også i Danmark. Det er vel mere et spørgsmål, om man overhovedet vil lytte til forskningens resultater.

Overvågning på EASST

EASST-konferencen indeholder i år et track om overvågning – arrangeret af bl.a. Anders Albrechtslund og Peter Lauritsen:

The overall aim of this track is to present and discuss how surveillance technologies, such as the Internet, CCTV, biometrics, and performance management systems, work in society. The extent to which such technologies are put to use has convinced some researchers that we now live in a “surveillance society” (Lyon 2001) or a “surveillance culture” (Staples 1997). Surveillance has, indeed, become an integral part of everyday life, consumption and work.

The growth of surveillance is linked to enhanced possibilities for large-scale storage and processing of personal data that are systematically evaluated, marketed, and used for targeting users and citizens. Moreover, small mobile devices encourage further distribution and democratization of surveillance. Thus, in a world of global economic competition, economic crisis, and fear of terrorism after 9/11, not only the state but also corporations, NGOs and ordinary citizens are carrying out surveillance and are under surveillance at the same time. Often the purpose of these activities is to control the behaviour of others, but the aim might also be related to care, fun and seduction.

Overvågning skal således forstås bredt og involverer f.eks. også brugen af sociale medier, monitorering af organisationer og overvågningsaktiviteter relateret til underholdning og forførelse. Læs mere her.

Speciale: Overvågning som metode og produkt

Louise Nørgaard Glud har skrevet et spændende speciale om hvordan overvågningsteknologi kan virke, involvere og etablere forbindelser mellem zoo-gæster og dyr. Specialet tager udgangspunkt i en undersøgelse af de besøgendes oplevelser med dyrene, som er blevet kortlagt med brug af mobilteknologi og GPS lokalisering.

Læs mere om specialet og hent det her.

Kan man forfalske fingeraftryk?

I Radioavisen kunne man forleden høre en interessant historie: En kinesisk kvinde var blevet udvist af Japan. Nu ville hun gerne ind i landet igen, men problemet var, at Japan registrerer fingeraftryk. Derfor måtte den kinesiske kvinde skaffe sig nye. Det gjorde hun ved at få en kirurg til at flytte hendes fingeraftryk fra den ene hånd til den anden. Med sit falske sæt fingeraftryk lykkedes det kvinden at komme ind i Japan igen, og hun blev kun afsløret ved en tilfældighed. Sagen har, ifølge Radioavisen, vakt postyr i Japan, der frygter, at der i Kina findes en hel industri af fingeraftryksforfalskere.

Historien er interessant, fordi den stiller spørgsmålstegn ved den mulighed for sikker identifikation, som normalt betragtes som de biometriske overvågningsteknologiers styrke. Se f.eks. hvad brancheorganisationen IBIA skriver på deres hjemmeside:

“Biometrics are far superior to other common means of confirming identity, such as tokens (something one possesses) or passwords (something one knows). Tokens (drivers’ licenses, for example) and passwords (Social Security numbers, for example) cannot ensure positive identification of a person. Tokens are routinely counterfeited and stolen. Passwords are routinely forgotten, left in plain sight, and stolen. Unlike tokens or passwords, biometric identifiers are inextricably linked to persons themselves and therefore cannot be forgotten, counterfeited, or stolen.”

Det er de biometriske teknologiers brug af kropslige kendetegn, der gør, at IBIA og mange andre har betragtet dem som sikre metoder til identifikation af personer. Men det er også denne sikkerhed, der har fået bekymrede forskere til at tale om ”tabet af den sidste rest af frihed”. Ved brug af f.eks. pin-koder har man stadig en principiel frihed, fordi man har mulighed for at slippe ud af systemet (f.eks. ved at overlade sin kode til en anden). Men med biometriske teknologier forsvinder denne mulighed.

Troede man. For nu viser det sig altså, at en mindre plastikkirurgisk operation sætter spørgsmålstegn ved de biometriske overvågningsteknologiers effektivitet og sikkerhed.

NB: Fingeraftrykkets historie er fængende beskrevet af Simon Cole i bogen Suspect Identities. For Cole er det ikke overraskende, at der nu dukker historier op, som sår tvivl om fingeraftrykkets ufejlbarlighed.

Kig med og vind præmier

En af videoovervågningens udfordringer er de mange ressourcer, det kræver at kigge optagelserne fra kameraerne igennem. I England, hvor man har mange tusinde overvågningskameraer, er problemet måske særligt påtrængende. Kameraerne filmer episoder, som man burde reagere på, men ingenting sker, for ingen ser det. Faktisk er det blevet anslået, at kun 1 ud af 1000 kameraer bliver observeret. Resten hænger blot og filmer – og er temmelig ineffektive. Men nu har et firma i England tilsyneladende fået en lys idé. Optagelser fra overvågningskameraer streames på internettet, og nettets brugere inddrages som detektiver. Når internetbrugerne afslører en kriminel handling optjener de point og er de heldige, kan de vinde en dusør på 1000 gode, engelske pund. Se mere her.

Udstilling: Overvåget

Fra torsdag den 8. oktober kan man på Post & Tele Museet opleve udstillingen “Overvåget”:

“Du er omgivet af øjne, som aldrig hviler. Af kameraer og mikrofoner, som aldrig slukker. Har det gjort dig tryggere i dag end for ti år siden?  Er du et friere menneske end dine oldeforældre?”

Læs mere her.

Overvåg dit barn!

Der har i de seneste uger været en del debat om mulighederne for at overvåge sine børn ved hjælp af GPS bl.a. i Berlingske Tidende og i DR. Teknologien findes – den er lille og effektiv. Man dropper en GPS på størrelse med en pakke cigaretter ned i skoletasken, hvorefter man på internettet kan følge barnets – eller rettere taskens – færden.

Det er interessant, at denne form for overvågning tilsyneladende genererer stærke følelser. I hvert fald var både eksperter og forældre kritiske. Børnene har ret til et privatliv var hovedargumentet, og i stedet for at udstyre dem med overvågningsteknologi skulle man hellere lære børnene at overholde aftaler.

Dette er selvfølgelig et relevant synspunkt, men det rejser i hvert fald to spørgsmål: Hvorfor bekymre sig om børnenes privatliv, når man er ligeglad med de voksnes? I et samfund som det danske er overvågningen massiv, men ifølge en række spørgeundersøgelser er der ikke mange borgere, der stiller sig kritiske overfor denne overvågning. Tværtimod ser det ud til, at det er et gangbart argument, at hvis man ikke har noget at skjule, så har man ikke noget at frygte. Men gælder det ikke for børnene? Hvis børnene bare overholder aftalerne, så gør det vel ikke noget, at de går rundt med en GPS i tasken? Argumentet holder selvfølgelig ikke vand, men det er alligevel interessant, at vi insisterer på børnenes ret til privatliv, men gerne giver vores eget væk.

Et andet spørgsmål knytter sig til konsekvenserne af børne-GPSen. Nogle ser den som undertrykkende og disciplinerende, og gentager dermed en generel indvending mod overvågning, som i hvert fald tidligere fyldte en del i debatten. Men er det ikke rimeligt at antage, at teknologien også kan være frisættende? Kunne man ikke forestille sig, at nogle forældre har en ubegrundet angst for at lade børnene cykle alene til skole eller over til kammerater, og at disse forældre har brug for et lille skub, før de kan føle sig trygge. Og her kunne GPSen måske være det, der skulle til, for at børnene fik lov til at færdes på egen hånd. I hvert fald er det problematisk antage, at brugen af GPS til børn automatisk fører til mindre frihed – den kunne måske føre til mere.

Bemærk iøvrigt, at hvis man ikke vil putte GPSen i skoletasken, så kan man få den indsyet i overtøjet – se her.