EASST-konferencen indeholder i år et track om overvågning – arrangeret af bl.a. Anders Albrechtslund og Peter Lauritsen:
The overall aim of this track is to present and discuss how surveillance technologies, such as the Internet, CCTV, biometrics, and performance management systems, work in society. The extent to which such technologies are put to use has convinced some researchers that we now live in a “surveillance society” (Lyon 2001) or a “surveillance culture” (Staples 1997). Surveillance has, indeed, become an integral part of everyday life, consumption and work.
The growth of surveillance is linked to enhanced possibilities for large-scale storage and processing of personal data that are systematically evaluated, marketed, and used for targeting users and citizens. Moreover, small mobile devices encourage further distribution and democratization of surveillance. Thus, in a world of global economic competition, economic crisis, and fear of terrorism after 9/11, not only the state but also corporations, NGOs and ordinary citizens are carrying out surveillance and are under surveillance at the same time. Often the purpose of these activities is to control the behaviour of others, but the aim might also be related to care, fun and seduction.
Overvågning skal således forstås bredt og involverer f.eks. også brugen af sociale medier, monitorering af organisationer og overvågningsaktiviteter relateret til underholdning og forførelse. Læs mere her.
Louise Nørgaard Glud har skrevet et spændende speciale om hvordan overvågningsteknologi kan virke, involvere og etablere forbindelser mellem zoo-gæster og dyr. Specialet tager udgangspunkt i en undersøgelse af de besøgendes oplevelser med dyrene, som er blevet kortlagt med brug af mobilteknologi og GPS lokalisering.
I Radioavisen kunne man forleden høre en interessant historie: En kinesisk kvinde var blevet udvist af Japan. Nu ville hun gerne ind i landet igen, men problemet var, at Japan registrerer fingeraftryk. Derfor måtte den kinesiske kvinde skaffe sig nye. Det gjorde hun ved at få en kirurg til at flytte hendes fingeraftryk fra den ene hånd til den anden. Med sit falske sæt fingeraftryk lykkedes det kvinden at komme ind i Japan igen, og hun blev kun afsløret ved en tilfældighed. Sagen har, ifølge Radioavisen, vakt postyr i Japan, der frygter, at der i Kina findes en hel industri af fingeraftryksforfalskere.
Historien er interessant, fordi den stiller spørgsmålstegn ved den mulighed for sikker identifikation, som normalt betragtes som de biometriske overvågningsteknologiers styrke. Se f.eks. hvad brancheorganisationen IBIA skriver på deres hjemmeside:
“Biometrics are far superior to other common means of confirming identity, such as tokens (something one possesses) or passwords (something one knows). Tokens (drivers’ licenses, for example) and passwords (Social Security numbers, for example) cannot ensure positive identification of a person. Tokens are routinely counterfeited and stolen. Passwords are routinely forgotten, left in plain sight, and stolen. Unlike tokens or passwords, biometric identifiers are inextricably linked to persons themselves and therefore cannot be forgotten, counterfeited, or stolen.”
Det er de biometriske teknologiers brug af kropslige kendetegn, der gør, at IBIA og mange andre har betragtet dem som sikre metoder til identifikation af personer. Men det er også denne sikkerhed, der har fået bekymrede forskere til at tale om ”tabet af den sidste rest af frihed”. Ved brug af f.eks. pin-koder har man stadig en principiel frihed, fordi man har mulighed for at slippe ud af systemet (f.eks. ved at overlade sin kode til en anden). Men med biometriske teknologier forsvinder denne mulighed.
Troede man. For nu viser det sig altså, at en mindre plastikkirurgisk operation sætter spørgsmålstegn ved de biometriske overvågningsteknologiers effektivitet og sikkerhed.
NB: Fingeraftrykkets historie er fængende beskrevet af Simon Cole i bogen Suspect Identities. For Cole er det ikke overraskende, at der nu dukker historier op, som sår tvivl om fingeraftrykkets ufejlbarlighed.
En af videoovervågningens udfordringer er de mange ressourcer, det kræver at kigge optagelserne fra kameraerne igennem. I England, hvor man har mange tusinde overvågningskameraer, er problemet måske særligt påtrængende. Kameraerne filmer episoder, som man burde reagere på, men ingenting sker, for ingen ser det. Faktisk er det blevet anslået, at kun 1 ud af 1000 kameraer bliver observeret. Resten hænger blot og filmer – og er temmelig ineffektive. Men nu har et firma i England tilsyneladende fået en lys idé. Optagelser fra overvågningskameraer streames på internettet, og nettets brugere inddrages som detektiver. Når internetbrugerne afslører en kriminel handling optjener de point og er de heldige, kan de vinde en dusør på 1000 gode, engelske pund. Se mere her.
Fra torsdag den 8. oktober kan man på Post & Tele Museet opleve udstillingen “Overvåget”:
“Du er omgivet af øjne, som aldrig hviler. Af kameraer og mikrofoner, som aldrig slukker. Har det gjort dig tryggere i dag end for ti år siden? Er du et friere menneske end dine oldeforældre?”
Der har i de seneste uger været en del debat om mulighederne for at overvåge sine børn ved hjælp af GPS bl.a. i Berlingske Tidende og i DR. Teknologien findes – den er lille og effektiv. Man dropper en GPS på størrelse med en pakke cigaretter ned i skoletasken, hvorefter man på internettet kan følge barnets – eller rettere taskens – færden.
Det er interessant, at denne form for overvågning tilsyneladende genererer stærke følelser. I hvert fald var både eksperter og forældre kritiske. Børnene har ret til et privatliv var hovedargumentet, og i stedet for at udstyre dem med overvågningsteknologi skulle man hellere lære børnene at overholde aftaler.
Dette er selvfølgelig et relevant synspunkt, men det rejser i hvert fald to spørgsmål: Hvorfor bekymre sig om børnenes privatliv, når man er ligeglad med de voksnes? I et samfund som det danske er overvågningen massiv, men ifølge en række spørgeundersøgelser er der ikke mange borgere, der stiller sig kritiske overfor denne overvågning. Tværtimod ser det ud til, at det er et gangbart argument, at hvis man ikke har noget at skjule, så har man ikke noget at frygte. Men gælder det ikke for børnene? Hvis børnene bare overholder aftalerne, så gør det vel ikke noget, at de går rundt med en GPS i tasken? Argumentet holder selvfølgelig ikke vand, men det er alligevel interessant, at vi insisterer på børnenes ret til privatliv, men gerne giver vores eget væk.
Et andet spørgsmål knytter sig til konsekvenserne af børne-GPSen. Nogle ser den som undertrykkende og disciplinerende, og gentager dermed en generel indvending mod overvågning, som i hvert fald tidligere fyldte en del i debatten. Men er det ikke rimeligt at antage, at teknologien også kan være frisættende? Kunne man ikke forestille sig, at nogle forældre har en ubegrundet angst for at lade børnene cykle alene til skole eller over til kammerater, og at disse forældre har brug for et lille skub, før de kan føle sig trygge. Og her kunne GPSen måske være det, der skulle til, for at børnene fik lov til at færdes på egen hånd. I hvert fald er det problematisk antage, at brugen af GPS til børn automatisk fører til mindre frihed – den kunne måske føre til mere.
Bemærk iøvrigt, at hvis man ikke vil putte GPSen i skoletasken, så kan man få den indsyet i overtøjet – se her.
Den 28.-29. september åbnes der for dørene til konferencen om terrorismestudier på Dansk Institut for Internationale Studier i København. Målet er at styrke et dynamisk forskningsmiljø om terrorismerelateret forskning indenfor samfundsvidenskab og humaniora i Norden. Som årligt tilbagevendende begivenhed skal konferencen skabe et forum for udveksling og diskussion af terrorismerelateret forskning.
DR Østjylland har netop lanceret tema om overvågning. Her er samlet indslag om overvågning og man kan via google maps se opsatte overvågningskameraer i Århus by. Der bliver opfordret til at diskutere overvågning og markere positioner på kortet til kameraer man har kendskab til.
Se mere her:
Tidligere på året i forbindelse med konferencen Sousveillance gæstede den tyske gruppe Space Hijackers Århus. På følgende video kan man se hvordan gruppen kaprede et overvågnings kamera på strøget med en trådløs modtager – cirka 2 minutter inde i videoen:
Denne video, samt billeder fra konferencen kan findes på DARCs weblog.
Privatlivet er på plakaten den 11. maj 2009 ved konferencen Pyt med privatlivet?, som arrangeres af en række organisationer i samarbejde med Teknologisk Institut. Her vil temaer om sikkerhed, design af teknologi, rettigheder, samt mulighederne for at drive forretning på privacy blive diskuteret i forbindelse med borgeres og virksomheders privatliv.
Forbrugerrådet og Dansk Industri har i fællesskab udgivet en fin bog om overvågning. Bogens gennemgående tese er, at overvågningen i det danske samfund efterhånden er så omfattende, at vores privacy er truet; der bliver indsamlet alt for mange oplysninger om os, og vi har som borgere ikke kontrol over disse oplysninger. Gennem eksempler og nogle tankevækkende scenarier viser bogen, hvordan borgere kan komme alvorligt i klemme i myndighedernes informationsindsamlingsmaskine. Men sådan behøvede det ikke at være. Der findes teknologiske løsninger, som kan opfylde myndighedernes legitime krav og ønsker om information, men som ikke invaderer borgerens privacy. Sådanne Privacy Enhancing Technologies kan arbejde med pseudonymisering – et yderst interessant begreb, som Stephan Engberg diskuterer i bogens afsluttende kapitel. Kort sagt indebærer pseudonymisering, at borgere som udgangspunkt kan være anonyme, men ikke fuldstændigt. Der kan under visse forudsætninger, f.eks. ved kriminelle aktiviteter, etableres forbindelse mellem de indsamlede informationer og den fysiske borger.
”De overvågede” er en debatbog – og debat burde den kunne skabe. I akademiske sammenhænge kan man passende begynde at forholde sig til ”privacy” og de muligheder og problemer, som dette begreb rummer. På samme måde ligger der en større diskussion af identitet i overvågningssamfundet og lurer lige under bogens overflade. Men det spørgsmål, man umiddelbart sidder tilbage med efter læsningen, er det enkle: Hvis nu overvågningssamfundet med relativt simple teknologiske midler kan indrettes uden omkostninger for borgeren, hvorfor gør man det så ikke?
Mortensen, Henning; Valeur, Erik & Tranberg, Pernille: De overvågede. Debatbog om privacy og løsninger. Bogen findes her.
