Danmark er et overvågningssamfund. Rundt omkring i landet hænger 350.000 overvågningskameraer. Information om vores brug af telefon, internet og mailkorrespondance bliver gemt af myndighederne. Og det bliver stadig mere udbredt at identificere os ved hjælp af kropslige kendetegn som fingeraftryk, gangart og ansigtsstruktur.
Big Brother 2.0 beskriver centrale kendetegn ved det danske overvågningssamfund, og bogen diskuterer de udfordringer, som dette samfund stiller os. Samlet set er pointen, at vi ikke må forholde os naivt til overvågningen; dertil rummer den alt for store risici. Men omvendt skal vi også tøjle vores paranoia. Overvågning er nødvendig for, at et samfund kan hænge sammen, og der er tætte forbindelser mellem omsorg og overvågning. Opgaven er derfor hverken at omfavne eller afvise overvågning, men at lære at bruge den rigtigt.
Big Brother 2.0 kan købes her.
Tags: big brother, overvågning, peter lauritsen
Overvåg kommentarer med
RSS-feed 
5. oktober 2011 klokken 2:57
Men omvendt skal vi også tøjle vores paranoia. Overvågning er nødvendig for, at et samfund kan hænge sammen, og der er tætte forbindelser mellem omsorg og overvågning. Opgaven er derfor hverken at omfavne eller afvise overvågning, men at lære at bruge den rigtigt.
Den kræver en forklaring – hvad der det for en overvågning som “er nødvendig for at at samfund kan hænge sammen”. Det lyder grangiveligt som de paranoides jamrekoncert.
5. oktober 2011 klokken 3:52
Forklaringen findes i bogen, så køb den – den er god
12. oktober 2011 klokken 2:55
Bogen debatteres her hos Poul Friis
http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2011/10/11120222.htm
Jeg forstår intentionen, men er uenig. Man skal IKKE som Chamberlin drømme uden grundlag om “peace in our time”, når misbrugskræfterne er ude af kontrol.
Jeg synes, debatten bliver uvidenskabelig og misvisende på en måde som ender med at sætte borgerne uden for indflydelse og karakterisere al kritik af overvågning som “paranoia”.
Begrebet “overvågning” håndtere som en kæmpe kasse som ikke defineres eller operationaliseres.
1) I udsendelsen tages et lille hjørne ud af kontekst (f.eks. en babyalarm) definerer det som “god overvågning”, hvorefter man misbruger en induktionsargument til at definere at al overvågning “kan være god”. Det svarer lidt til at sige at global opvarmning er godt, fordi det giver varmere somre i Danmark – det er cherrypicking, hvor man vurderer noget på basis af et subjektivt udsnit, hvorved man altid kan få alt til at se godt ud.
2) Endvidere fremgår det at overvågning “kan bruges godt”, f.eks. at man muligvis kan bruge et overvågningskamera til noget godt, hvorved man blåtstempler kameraer. Men den retorik kan man argumentere for at bombe Nørrebro fordi det stopper et røverisk overfald.
3) I udsendelse definerer man at problemer med overvågning er noget “fremtidigt”, dvs. noget man frygter men som ikke her her. Hermed overser man statens ineffektivitet, Googles datamisbrug, karteller i den kommercielle infrastruktur osv. Damen som ringer ind afvises selvom hun påpeget at det allerede er et enormt og voksende problem.
4) I udsendelsen fremsættes en stribe unuancerede påstande – startende med at et velfærdssamfund forudsætter overvågning, hvilket jeg vil stille alvorligt spørgsmålstegn ved og omkring skatteargumentet henvise til “Nye Sikkerhedsmodeller” som netop dokumenterer det er forkert. At social netværk forudsætter overvågning – hvilket jeg vil afvise med at man kan lave peer-to-peer netværk i stedet. Etc.
5) I udsendelsen tales om at man skal være “pragmatisk”, men man definerer ikke forskellen mellem god og dårlig overvågning, hvorved “pragmatisk” bliver til krav om uforbeholden accept.
6) I udsendelsen talte man derimod IKKE om at overvågning så godt som altid kan erstattes af sikre mekanismer UDEN overvågning, f.eks. digital cash til erstatning for dankort, en GPS-baseret navigation i bilen til erstatning for en onlinebaseret Google maps, folketingsvalg a la i dag til erstatning for eValg etc.
Etc.
Min kritik af dette er at der er tale om skadelig hegemoni – man stjæler folks ordforråd og prøver at definere det skadelige som noget positivt i stedet for at hjælpe ved at skabe et sprogbrug, så vi kan skelne og debattere demokratisk.
Det er IKKE overvågning at monitorere patienter på intensiv eller have en babyalarm, så moderen kan reagere. Det ER overvågning, hvis babyalarmen kan give andre adgang eller telemedicin gør borgeren transparent og hjemmet til et glashus.
“Big Brother 2.0″ fremstår på basis af udsendelsen som en blind accept af miljøforureningen i stedet for at diskutere bæredygtig produktion, som en påstand om at slaveri er nødvendig for sydstaternes økonomi uden at erkende at lønnede medarbejdere arbejder bedre og maskiner kan overtage dum-i-arbejde etc..
13. oktober 2011 klokken 10:45
Det meste af debatten om overvågning er præget af to positioner. Den ene er kendetegnet ved en ukuelig optimisme på overvågningens vegne. Den anden er nærmest paranoid. Dette er ufrugtbart, fordi man derved snakker forbi både overvågningens problemer og dens muligheder. Jeg håber med bogen at kunne lokke nogle overvågningsinteresserede op af skyttegraven og dermed få en mere nuanceret debat. Men jeg er også godt klar over, at det nok ikke lykkes i alle tilfælde.
14. oktober 2011 klokken 1:10
Intentionen er fin, men du sætter det op som en falsk dikotomi, hvor man skal vælge mellem at acceptere det destruktive eller sætte udviklingen i stå.
Bogen diskuterer kun holdninger til en antaget deterministisk udvikling – men gør intet for at påpege at 99 ud af 100 “overvågningstiltag” er særinteresser der undlader at vælge alternative bæredygtige tiltag, dvs. tiltag som
- sikrer uden at overvåge.
- åbner for nye løsninger istedet for at diktere dårlige
- orienterer processerne mod borgerne i stedet for at umyndiggør og kontrollere drevet af særinteressernes skyld.
En analogi – hvis du lever i et samfundet hærget af korruption eller bander, så er løsningen hverken at acceptere det som uundgåeligt (kalde det “beskyttelse” eller “smøring” af frygt for noget værre) eller at gemme sig væk – du er nødt til at gå i krig med problemet og kræve retstilstanden genindført af mange årsager.
På trods af den på papiret fine intention, så er det farligt at ødelægge terminiologien (korruption og overvågning er termer for noget destruktivt, men f.eks monitering af intensivpatienter og sikring af værdigenstande ikke er det) og skabe en opfattelse af at den teknologiske udvikling er deterministisk (vi kan lave bæredygtig digitalisering lige så vel som vi kan lave bæredygtig produktion og bruge vedvarende energi).
At acceptere destruktive tiltag fordi de også kan have mindre positive aspekter uden at lave alternativvurdering eller stille krav er den sikre død.